Op mod 100.000 danskere kan ikke und­være deres daglige dosis af medicin med benzodiazepin. Det til trods for at både politikere og eksperter for flere år siden krævede det danske for­brug halveret. Men det er kun faldet med seks procent siden 2005, viser tal fra Institut for Rationel Farmako­terapi, IRF.

Medicinen, der bl.a. dækker valium og stesolid, bruges både som sovepiller og som beroligende medicin, men selv få ugers forbrug er nok til at gøre patienterne både fysisk og psykisk afhængige.

"Men selv om det er et mindre fald, er det alligevel en succeshistorie, at udviklingen går den rigtige vej," siger speciallæge Niels Christian Heebøll-Nielsen fra IRF.


Thyborøn fører an
Et af de steder, hvor det er lykkedes at afvænne patienterne, er hos læge Viggo Kragh Jørgensen i Thyborøn. Her er forbruget faldet med næsten 90 procent, siden han og en kollega begyndte at arbejde målrettet med at få det ned.

"Og sådan burde det efter min mening også være på landsplan, men det vil tage tid," siger han.

Kan koste kørekortet
Formanden for de danske praktiserende læger, Michael Dupont, erkender, at forbruget stadig er for højt.

"Det kan være svært at få patienterne væk fra præparaterne. Men de nye regler om, at brugen af benzodiazepiner kan koste kørekortet, kan være effektive," siger Michael Dupont.

I Thyborøn siger Viggo Kragh Jørgensen, at benzodiazepinerne i enkelte tilfælde har deres berettigelse.

"Hvis man i en kort periode skal igennem en krise, det kan være et dødsfald eller en skilsmisse, kan medicinen være en hjælp. Men man skal hurtigt ud af den igen," understreger lægen.

 

Kilde: TV2 Nyheder