Min Benzodiazepin afhængighed startede i 2004 med sovepiller.

 

(Imovane-Cyclopyrrolon, som er en benzodiazepinagonist).

Et meget nært familie medlem var blevet terminal syg af kræft, efter at have været erklæret rask fra kræften to gange over 10 år op til dette tidspunkt. Jeg gik fuldstændig ned, da jeg fik af vide det var spørgsmål om tid før min elskede ville dø. Jeg havde nogle år før været tæt på at dø, af en tarm operation og kunne ikke komme mig over det, hverken psykisk eller fysisk.

Jeg startede hos en psykiater som i den tid jeg var patient hos ham, gav mig 13 forskellige psykopharmaka. Jeg kunne aldrig få fat fat på ham, når jeg var syg af birvirkningerne. Da jeg til sidst var så syg af bivirkningerne (Imovane-men det vidste jeg ikke på dette tidspunkt) og han ikke gad og ringe tilbage til mig efter flere henvendelser både telefonisk og skriftligt. Blev jeg desperat og fandt hans email adresse på nettet og mailede til ham (råb om hjælp, jeg var så langt ude).

Kort tid efter meddelte han mig, at han ikke kunne have mig som patient mere, da han ikke mente han kunne gøre mere for mig.
Jeg kunne få en anden psykiater, på den samme klinik. 
Hele forløbet var så mærkeligt og meget meget uansvarligt! Han havde gjort mig medicin afhængig (og i hele forløbet var jeg meget syg af al den medicin) og ville pludseligt ikke have mig som patient mere. Den nye psykiater ville først ikke anerkende, at jeg var blevet Benzoafhængig....

Start hos den første psykiater:
Jeg var naturligvis synderknust af sorg, noget som en psykiater efter bare 10 minutters samtale fik drejet til, at jeg led af depression.
Jeg var for meget ved siden af mig selv, til at stille spørgsmålstegn ved diagnosen, og fik over de følgende 1½ år 13 forskellige psykofarmaka som bare gjorde mig mere og mere syg. Her i også sovepillerne. Jeg var også med i et forsøg med lysterapi, der heller ingen virkning havde. 
Psykiateren ville hele tiden have jeg skulle prøve ny medicin af, fordi enten virkede medicinen ikke eller også havde den kraftige bivirkninger. Og nogle gange fik jeg medicin, der skulle tage de bivirkninger den første medicin havde givet. Det var skruen uden ende. Hver gang jeg talte med psykiateren omkring medicinen og tvivlen om, det var det rigtige at få medicinen osv-om jeg havde behov for den?. Fik han fuldstændigt pillet mig ned psykisk. Ifølge ham: "var jeg var så syg, at jeg overhovedet ikke kunne klare mig uden medicin og det galt for resten af mit liv".
Selv når jeg spurgte til afhængigheden af sovepillerne, fik jeg ord ret af vide "at det skulle jeg ikke tænke på". "Det var vigtigere at sove-og at det kunne vi altid trappe mig ud af". Jeg fik på intet tidspunkt af vide, hvor afhængigheds skabende Benzodiazepin er.
Jeg var til sidst oppe på 2,5 tabl (hans vejledning), for pillerne virkede selvfølgelig ikke mere (tolerance abstinens).
Jeg havde udviklet tolerance over for stoffet. hvilket psykiateren burde have vidst. Og han fyrede også af at: "nu skulle jeg ikke gå og falde,  og brække benet- for han havde haft en mandlig patient, som var faldet og havde brækket benet pga. den høje dosis sovepiller".
Når jeg gik fra sådan en konsultation, var jeg endnu mere nede psykisk. Og havde tanker som:" tænk jeg SÅ er syg".
Jeg kunne ikke finde ud af hvad der var rigtigt omkring min psykiske tilstand. For medicinen lavede rod i hovedet/bedøvede hjernen og psykiaterens "hjernevaskning" om at jeg havde en svær depression, gjorde at jeg tvivlede på mig selv og mine følelser.


Jeg blev så en dag indlagt med ambulance, da jeg havde det så skidt. Smerter i nakken som var ubeskrivelige og virkelige slemt utilpas (der havde jeg fået sovepiller i dobbelt dosis i en lang periode (ihvertfald 1 år)-og var blevet Benzo afhængig).
Hospitalet kunne intet finde galt med mig. Jeg opdagede så, ved at google Imovane, at jeg var blevet Benzo afhængig.
I dag, 7 år efter..Kan jeg se at det værste der skete for mig i min dybe sorg. Var at jeg gik til en psykiater. Jeg havde ikke brug for at blive fyldt med medicin, som gjorde mig syg og ufrillig afhængig af medicin. Jeg havde brug for støtte og hjælp gennem en meget meget trist og hård tid. 

Under en sommerferie i 2005 (se Min Historie/Dagbøger/2005), følte jeg ikke længere behov for sovepillerne og stoppe med dem brat. Som sagt; jeg viste ikke at jeg skulle trappes ud af dem. Jeg havde intet fået af vide om Benzo afhængighed. Jeg fik efter et par dage frygtelig skidt, med kraftige smerter i muskler og led, og voldsom angst. Jeg havde Alopam liggende mod akut angst (jeg tog dem ekstremt lidt) og fandt ud af at Alopam virkede på angsten. Vi måtte afbryde ferien og tage hjem, fordi jeg havde det så skidt.
Hjemme fik jeg det voldsomt skidt med kraftige smerter og kramper i hele kroppen, det var så voldsomt at min kæreste ringede efter en ambulance. På hospitalet kunne man ikke finde ud af hvad jeg fejlede. Man valgte at indlægge mig natten over, hvor jeg fik taget en masse prøver og røntgen af nakke og skulder. Og selvfølgelig fandt de ikke noget galt i nogen af undersøgelserne.

Hjemme igen tog vi internettet i brug og fandt ud af, at sovepillerne Imovane og Alopam havde det samme aktive stof; Benzodiazepin. Ved yderlig søgning fandt jeg BenzoInfo hjemmesiden og fandt her den fulde sandhed om årsagen til min sygdom, angst (jeg har aldrig oplevet angst på denne måde) og ubehag; tolerance abstinenser. Jeg fortsatte med at tage Alopam af ren og skær nødvendighed (var så syg af abstinenserne), hvor efter jeg var forbi den nye psykiater. Han afviste blankt, at jeg kunne være blevet afhængig af Benzodiazepin og blevet så syg af det. Det var først da jeg fortalte, at jeg havde talt med Benzorådgivningen og dér fået af vide at det var typiske abstinenser, og her til vredt måtte holde fast på at det var abstinenser, at psykiateren svagt accepterede det.
Her efter erklærede han, at han ikke havde forstand på denne type afhængighed og derfor ikke kunne hjælpe, så jeg måtte blive indlagt. Jeg skulle absolut ikke indlægges og pumpes med mere medicin, som jeg havde oplevet det ske for en nær ven. Bemærk; at på dette tidspunkt fik jeg ikke andet medicin end Alopam.

Jeg var meget syg af abstinenserne med Alopam, da denne havde en kort halveringstid. For at afhjælpe dette satte min psykiater mig på Rivotril i stedet for, som havde en lang halveringstid. Min psykiater satte mig til at udtrappe af Rivotril med en halv pille af gangen (alt alt for hurtigt, det er ekstremt farligt), hvilket gjorde mig endnu mere syg (var sengeliggende i lang tid, med slemme kramper og smerter-halvt bevidstløs), da var alt for store dosis ændringer.
På dette tidspunkt fik jeg det svært med at tale og tale i telefon, så ved at kontakte med Benzorådgivningen fik jeg en Benzorådgiver jeg kunne emaile med. Og det har været en utrolig hjælp og støtte i mit benzo-afhængigheds forløb. På dette tidspunkt havde jeg det så skidt, at psykiateren ordinerede mig Nozinan som støttemedicin til lukke de forfærdelig tvangstanker ned (endnu en Benzo abstinens). Støttemedicinen virkede, men det kan ikke anbefales at bruge, da det også gav mere rod i min hjernes kemi, samt endnu et stof at trappe ud af. Og jeg kan se i dag, hvor jeg er medicin fri, at Nozinan også gav mig bivirkninger, bla. en overvægt på 25 kilo. Det er et mega farligt stof.. Idag forstår jeg, at det bedste havde været at sætte sig ind i abstinenserne og hvile ro og tid - er det der helbreder en Benzo skadet hjerne..

Det var min kontakt person i Benzorådgivningen der oplyste af jeg kunne få Rivotril i flydende form, og lagde en plan for hvordan jeg skulle fortynde det mere og mere, for på den måde at trappe det sidste og sværeste stykke ud (læs hvordan her). Tæt på årsskiftet 2008 var jeg endeligt trappet helt ud og var nu med Benzo-fri...

På intet tidspunkt føler jeg mig godt og fornuftigt behandlet i forhold til min livssituation af psykiaterne. Jeg fik bare en "mode diagnose" og blev fyldt med 13 forskellige psykopharmaka OG blev gjort medicinafhængig. Jeg fik INGEN hjælp overhovedet til at klare denne skrækkelige afhængighed.

Læs artikel fra Berlingske : Raske får psykiske diagnoser

Læs artikel fra Berlingske: WHO vil have færre psykiske sygdomsdiagnoser