Han anklager danske læger for at være alt for rundhåndede, når der skal udskrives recepter på stærkt afhængigheds-skabende nervemedicin, de såkaldte benzodiazepiner. Ja, han kalder ligefrem lægerne for 'pushere', der 'burde skamme sig'.

Skarp kritik fra Grand Prix-vinder Niels ’Noller’ Olsen: Læger udskriver alt for mange stærkt vanedannede nervepiller. Lægerne 'burde skamme sig', siger musikeren

'Pushere!'

Niels Olsen alias 'Noller', den ene af de to Olsen-brødre, er mest kendt for sine ufarlige popsange om kærlighed. Men den normalt så venlige og smilende popsanger skruer nu bissen på.

Han anklager danske læger for at være alt for rundhåndede, når der skal udskrives recepter på stærkt afhængigheds-skabende nervemedicin, de såkaldte benzodiazepiner. Ja, han kalder ligefrem lægerne for 'pushere', der 'burde skamme sig'.


Selv tæt på at dø
Niels Olsen har - fortæller han - selv fire gange været ved at dø af et blandings-misbrug af disse nervepiller og alkohol.

I årevis fik han af lægerne udskrevet utallige recepter på det stærke medikament Tafil.

- Det resulterede i den dybeste afhængighed, at læger med rund hånd udskrev recepter på Tafil til mig, siger Niels Olsen, der skulle gennem 16 måneders meget hård nedtrapning, for at komme fri af sin pilleafhængighed.

100.000 danskere afhængige
Mindst 100.000 danskere skønnes lige nu at være afhængige af benzodiazepiner, som Niels Olsen var det.

- De psykologiske abstinenser er så voldsomme, at de langt overstiger de abstinenser, man får, når man holder op med at drikke. Benzodiazepiner er meget værre end heroin. Så de læger, der så villigt har udskrevet Tafil og andre midler, som indeholder benzodiazxepiner, burde skamme sig. Lægerne har i den grad været pushere af benzodiazepiner, siger en vred Niels Olsen til den kommende udgave af magasinet 'Rask':

- Når jeg blev fuld, så følte jeg, at jeg kunne tage meget mere Tafil. Derfor har jeg været ved at dø fire gange. Af alkohol og benzodiazepiner. Åndedrættet kan ganske enkelt gå i stå. Og så dør man, siger han.

Slut med alkohol og piller
Efter ophold på afvænningscentret Majorgården og som fast medlem af en terapigruppe i Anonyme Alkoholikere har Niels Olsen lært at leve med sin erkendte alkoholisme. I flere år har han slet ikke rørt alkohol, og han tager heller ikke medicin.

Sin tid som alkoholiker har han beskrevet i en bog, skrevet af B.T.-journalisten Jan Have Eriksen.

Brødrene Olsen, der i 2000 hjembragte den første danske sejr ved internationalt Melodi Grand Prix i 37 år, topper lige nu salgslisterne med deres nyeste CD 'Respect'. På den nye skive medvirker ikonet Cliff Richard - som korsanger.

Kilde: Bt.dk | 12-10-2008 | Torben Bagge